reklamepolitik

torsdag den 16. oktober 2014

Bedste køb - til baby

Stor brandbil og en lille mus i vidunder-brio'en (hvorfor laves den ikke i tvillingemodel?!) og yndlings-holly's.



Det her indlæg har ligget som kladde siden drengen var lille og jeg gerne ville give lidt erfaringer videre. Nu er han 3 år lige om lidt og går i børnehave.... Men, bedre sent end aldrig og tænker at der jo hele tiden er nogen derude, det kan hjælpe. Om ikke andet, så skal jeg jo selv til at købe ind til baby(er) igen.


Tøj:

  • Slå-om bodyer: Fordi, der ikke er noget der skal over hovedet og det er meget nemmere at få de bittesmå arme i ærmerne. Flere mærker laver slå-om bodyer, bl.a. H&M, Petit bateau, Ellos, Joha (også i uld) og Hollys. Det var i hvert fald de mærker vi brugte. H&M's er dog lidt store og brede i det til de helt små, så jeg foretrækker de andre mærker. 
  • Sparkedragte/Bukser med fødder: Strømper mens de er helt små er bare noget bøvl! Vores yndlingssparkedragt var en retro, fra min bror var lille i 70'erne. Men H&M laver også bukser og dragte med fødder. Fixoni gør også. (Faktisk tror jeg, at den gamle yndlings er en Fixoni. Fra dengang de bare hed "Fix".)
  • Kørepose: Vi havde voksi, men blev faktisk aldrig rigtig glad for den. Til gengæld brugte vi en kørepose fra Name It virkelig meget og havde den i flere størrelser. Den udmærkede sig ved - udover at være dejligt blød og varm, samt maskinvaskbar - at den kunne lynes sammen forneden, så køreposen blev til ben - super praktisk, når den skulle bruges i autostol. Desværre har de ikke lavet en lignende model i år. Jeg havde købt en brugt, så de to små kunne være ens i køreposerne - men desværre har vi haft kælderbrand, så al vores babyudstyr er gået til.  Vi har købt disse til babyerne fra H&M, der har samme funktionalitet.

Legetøj:

  • Ikea trælegestativ. Han elskede det - især den røde ring, som han kunne ligge og holde fast i og se helt lykkelig ud. Moren var glad for det, fordi man kunne sætte stativet over drengen og flytte det igen, i stedet for ét af de tæpper, hvor bøjlerne er monteret direkte på. Stativet er udgået, men der er masser til salg på DBA. (billigt - har købt et til 30 kr.)
  • Rubbabu biler - blødt, lækkert velour og gummihjul, som ikke laver mærker og larm på trægulvet. Og som ikke slår hårdt, når baby taber dem ned i hovedet på sig selv. 
  • Lego Primo: De laver det desværre ikke længere, men det er muligt at finde brugt. Også her er DBA ens ven. Det er fantastisk og vokser med dem. Nogle af klodserne er nemlig små rangler og senere kan de så bygge med dem.Og det passer også sammen med Duplo.

Køretøj:

  • Vi havde (har) både en stor Odder og en Brio Happy kombivogn. Og jeg ville ikke undvære nogle af delene! Odderen købte vi egentlig som en altanvogn, brugt, men den viste sig at være i så god stand, at vi syntes det var synd at den skulle stå på altanen. Og vi har brugt den super meget - og gør det stadig. Både til lur, men også til ture. Min snart 3-årige sover stadig til middag i den. Lige så stor som Odderen er, ligeså lille og fiks er Brio'en - med svingbare hjul, er den perfekt til bykørsel.

Andet:

  • Stofbleer - man bruger langt flere end man tror og vi havde slet ikke købt nok. 
  • Dyner. I flertal. Vi havde nemlig to babydyner og det var fantastisk, og den blev altså både gylpet og tisset på og så var det rart med en ekstra, mens den anden blev klar igen. Her har jeg købt de dyre med god bæreevne og dun - vi har været glade for denne - der lige nu er sat ned med 25%.
  • Solskygge til barnevognen - fantastisk, hvis du er meget ude med dit barn og ikke gider trække vognen efter dig, når solen rammer lige ned i vognen. 
  • Skråstol: Den er udskældt, jeg ved det godt. Men en kæmpe hjælp, når man lige skal have armene fri i 5 min. Min søn elskede den! 
  • Bæresele: Vi har en Manduca, som barnet sidder rigtigt godt i. Strækvikle har jeg også brugt, men det er altså lidt nemmere med klik-spænder, men det er nok lidt en smagssag. Vi har også en arvet babybjørn, men de små sidder ikke så godt i dem - selvom de er vældigt nemme at få af og på, så den har vi kun lige brugt, hvis man fx kun skulle en tur ned og tømme postkassen.  


Nu er jeg jo igen godt i gang med listerne - både fordi vi som nævnt er i den uheldige situation, at kælderen i vores ejendom er brændt. Og dernede opbevarede vi alt vores babyudstyr.... havde sådan glædet mig til at finde babytøjet frem og bruge det igen - og især det, der er helt fra min egen barndom. Nu skal vi i stedet ud at købe en masse nyt. Noget nyt skulle vi jo alligevel købe, for når der kommer to stk. på én gang er behovet jo lidt et andet. Især til køretøj, men også på flere andre områder. Og manner, det er dyrt! Jeg har købt en del brugt på trendsales, DBA og Instagram - og skal også selv have ryddet op og sat til salg, så vi kan få plads til de to nye beboere og al deres habengut.


Laaangt indlæg - men håber det kan bruges!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar